Monthly Archives

december 2021

SKAtek bliver større og en del af ENVATEK gruppen

Vandværksspecialisten Vand & Teknik fusioner styring & reguleringsvirksomheden SKAtek ind i ENVATEK gruppen. SKAtek projekterer, opbygger og installerer styring til energisystemer såsom solvarme, biokedler og varmepumper. SKAtek vil fortsætte som selvstændigt selskab i ENVATEK gruppen. Med sammenlægning styrker både SKATEK og ENVATEK kompetencerne indenfor styring & regulering og vil kunne tilbyde nye services bl.a. ved intelligent service af vandværks- og energianlæg.

 

Den teknologiske udvikling indenfor vandværker og energianlæg sker med stormskridt, og behovet for at kunne tilbyde samlede løsninger vokser. Endvidere stiller bygherrer større og skrappere krav til automatik, styring & regulering og der er et behov for at kunne tilbyde fuldt integrerede services.

Med SKAtek i gruppen betyder det at ENVATEK selskaberne kan tilbyde dimensionering af tavler, tavlekonstruktion og industriel automation samt programmering af alle de gængse PLC typer på markedet. Vand og Teknik er en af Danmarks største selskaber indenfor vandværksentrepriser og SKAtek er meget stærke på energimarkedet med leverancer til solvarme-, bio- og varmepumpeanlæg. Det fælles, stærke samarbejde i ENVATEK betyder at bygherrer får en partner, og ikke bare en leverandør, som kerer sig om helheden og forståelsen for effektiv drift, lave serviceomkostninger og høj oppetid.

ENVATEK tilbyder konceptuel sparring, integreret projektering, konstruktion, installation og idriftsættelse samt overvågning og servicering af installationer til forsyningssektoren og industri.

”Vi ser fusionen og ikke mindst sammenlægning af vores fælles kompetencer som et stort løft for gruppen hvor vi umiddelbart kan se at vi får nogle meget mærkbare synergieffekter. Vi ser ind i en række muligheder for at kunne tilbyde vores kunder et langt stærkere produkt med SKAteks kompetencer inhouse.” siger Jens Kristensen, direktør for Vand & Teknik ”Vi tilbyder blandt andet et servicekoncept med optimeret drift gennem fjernovervågning og styring, koblet sammen med vores stærke montørteam som fysisk tager ud og servicerer anlæg.”

”Vi projekterer og bygger i dag den infrastruktur der skal til for at Danmark kan få en førerposition indenfor Power-to-X og CCUS. Teknisk vand, stærkstrøm og kobling til fjernvarmenettet til udnyttelse af overskudsvarme er blandt vores leverancer og med SKAtek kan vi tilbyde en stræk integreret løsning indenfor automatik, styring og regulering til procesanlæggene” pointere Jens Kristensen.

Med fusionen har ENVATEK 25 specialister indenfor SRO anlæg, tavle design og konstruktion, automation, styring og regulering og kan påtage sig endnu større opgaver og med større kompleksitet.

”Vi ser fusionen ind i ENVATEK som en løftestang for den fortsatte vækst indenfor SKAteks kompetenceområder. Vi får en række meget stærke partnere som supplerer os, og hvor vi sammen kan tilbyde nye services og ser store synergier i at kunne tilbyde vores nuværende kunder endnu flere specialister indenfor styring og SRO. Derudover giver fusionen os mulighed for endnu bedre at kunne rådgive og vejlede vores kunder omkring de fremtidige energianlæg som bliver mere komplekse og hvor vi ser flere typer af anlæg blive koblet sammen for bedst at kunne udnytte de energiressourcer som er til rådighed” siger Karsten Toft, Direktør i SKAtek. ”Med ENVATEK har vi nogle som vi deler værdisæt med. Vi kan se at vi har opbygget enslydende selskabskulturer som er baseret på stærke relationer med kunden.”

”Noget som vi ser meget frem til i samarbejdet, bliver at tage Vand og Teknik, Ingeniør Huse og ATES med ind på det nordiske marked, hvor vi har etableret gode, langvarige relationer med nogle stærke bygherrer. Specielt kompetencer til projektering af vand og energianlæg betyder at vi får flere kort at spille ud med.” forsætter Karsten Toft.

Karsten Toft og Allan Pedersen vil forsat være at finde i spidsen for SKAtek, og fusionen har ikke indflydelse på SKAteks nuværende kundeengagementer. Karsten Toft fortsætter som direktør og for at udvikle og implementere SKAtek ind i ENVATEK. Allan Pedersen træder ind i bestyrelsen for ENVATEK, som er en fælles bestyrelse for alle nu 4 virksomheder i ENVATEK gruppen.

Fusion af SKAtek ind i ENVATEK er afsluttet i uge 50.

Ved spørgsmål

Jens Kristensen, Direktør for Vand & Teknik og ENVATEK, +45 87 44 10 55
Karsten Toft, Direktør for SKAtek, +45 97 52 74 00

Om ENVATEK gruppen

ENVATEK A/S er en koncern specialiseret indenfor vand og energi med tre selskaber Vand & Teknik A/S, Ingeniør Huse A/S samt ATES A/S. Selskaberne tilbyder viden, erfaring og kompetence til forsyningssektoren og industrien gennem et stærkt partnerskab. Det fælles mål for koncernen er rådgivning og projektering samt levering af fremtidens bæredygtige anlæg til vandforsyning, energiproduktion og lagringsløsninger på fjernvarme- og køleområdet.
Selskaberne har hovedkontor i Aarhus og kontor i København.

Om SKAtek

SKAtek A/S er en virksomhed som er specialiseret i at levere skræddersyede løsninger af styringer- og SRO anlæg til især fjernvarmebranchen, men har også leveret styringer til vandværker og industrier. SKAtek har i de sidste 13 år sammen med dygtige samarbejdspartnere leveret løsninger til store og små fjernvarmeværker med biokedler, varmepumpeanlæg og vandbårne solvarmeanlæg. Til vandværker har vi leveret komplette løsninger med råvandsindpumpning, filtersystemer og udpumpningsanlæg. Kundegruppen er fordelt hovedsageligt på kunder i de nordiske lande.
SKAtek har hovedkontor i Skive.